Tal med dit barn om Corona- virussen

Tal med dit barn om Corona-virussen

Børn tænker over Coronavirussen og konsekvenserne af den. Tal med dit barn om det, der sker!

Det er vigtigt at du taler med dit barn, om det der bekymrer det i forhold til Corona-virussen. Du skal ikke være bange for, at dit barn bliver mere bange, når du spørger ind. Tværtimod. Hvis du bare siger til dit barn, at det ikke skal bekymre sig, er barnet helt alene med sine tanker og bekymringerne, og tankerne kan vokse sig unødigt store.

De allerfleste børn er utroligt bevidste om det, der sker i forhold til Corona-virussen i Danmark, i verden, i deres hverdag, og de kan hurtigt danne sig urealistiske tanker om, hvad virussen kan gøre ved mor, far, bedsteforældre, søskende og venner. Barnet har ikke så stort et erfaringsgrundlag og kan derfor ofte skævvride nyhederne til deres egen virkelighed. En virkelighed, der måske er dannet ud fra en overdreven film, det har set eller en dramatisk bog, det har læst eller hørt.

Nogle børn vil gerne snakke, og andre børn kan bedre lide at beholde bekymringerne for sig selv. Nogle børn vil helst ikke være til besvær, og spørger derfor ikke, nogle børn føler sig dumme, når de spørger, nogle børn er bange for at få skæld ud, når de spørger, og rigtig mange børn er bange for at få et svar, der skjuler virkeligheden.

Fortæl dit barn præcis hvad der sker i forhold til Corona-virussen. Hold dig til fakta og vær ærlig. Hvis dit barn finder ud af, at du ikke har svaret ærligt omkring forholdene, vil det møde dine svar med skepsis fremover – og det var jo ikke meningen. Selvfølgelig er det afgørende, hvor gammelt dit barn er, hvordan du skal formidle fakta, men det du siger skal være sandheden. Du skal fx IKKE sige, at bedstefar selvfølgelig ikke bliver syg. Derimod kan du sige, at sygdommen er værst for gamle mennesker, men at vi i Danmark passer meget på, at de gamle ikke bliver smittet. Vi skal fx ikke i skole eller på arbejde, for vi kan ikke blive smittet eller smitte andre, når vi er derhjemme.

Tal i børnehøjde. Når du skal forklare dit barn forhold omkring Corona-virus, og du vil være sikker på, at dit barn kan forstå det, så tænk over hvilke ord, du anvender. Fx ordet inkubationstid skal du ikke bruge, medmindre dit barn har et stort ordforråd. Sig i stedet: Der går 14 dage fra man er blevet smittet, til man begynder at få det dårligt. Ofte er det bare som at være meget forkølet. Børn kan blive smittet, men som der står i en dansk avis: ”Børn kan blive smittet, men som det er, bliver børn ikke særligt syge” (Berlingske)

Sådan kan du spørge dit barn om dets bekymringer

  • Hvad er du mest bekymret for?
  • Hvad tænker du, når du får at vide, at nu må du ikke komme i skole?

Sørg for at stille åbne spørgsmål. Det er spørgsmål, som ikke kan besvares med enten ja eller nej. Se på eksemplerne her ovenfor.

Efter disse spørgsmål, så spørg dit barn om nogle fremtidsrettede spørgsmål, som kan give glæde og tro på at stabiliteten kommer igen fx:

  • Hvordan tror du det bliver at komme i skole/børnehave igen?
  • Hvem bliver rigtig glad for at se dig igen?
  • Hvad tror du I skal lave, når gymnastik starter igen?

Bemærk at dette også er åbne spørgsmål. Altså spørgsmål, der kan besvares med mange svar.

Lad være med at lade nyhederne rulle over skærmen hele dagen. Brug tiden på at lave noget med dit barn, hvis I begge er hjemme. Eller find på ting dit barn selv kan underholde sig med fx:

  • Gå en tur i naturen og snak om det I ser.
  • Hent sten på stranden og lav trolde ud af dem med limpistol.
  • Spil Wii eller andre computerspil
  • Giv dit barn praktiske opgaver, som at skrælle gulerødder til aftensmaden.
  • Lad dit barn tegne. Måske nogle ting I finder på sammen.
  • Lad dit barn lave skolerelaterede opgaver fra nettet.

Er dit barn godt beskæftiget, så skal tiden nok gå godt, indtil Coronavirussen har raset ud og hverdagen banker på igen.

Bente Vinther – registreret psykoterapeut.